PopJubilar’n

 - helt nyt album fra Klaus & Servants -

CD’en indeholder 14 sange: ”Jeg vil leve”, ”Første lille trin” og ”Sommerens kys” har alle tre været store single succeser på Dansktoppen. ”Vær den du er” og ”Min lady som forsvandt” har ligeledes som radiosingler været flittigt spillet. De øvrige 9 sange er helt nye.

Ideen til CD'en blev født for et par år siden, da det gik op for familien Servants, at tiden nærmede sig, hvor det var 40 år siden, Klaus første gang stod på en scene med en guitar om halsen. Dette skulle selvfølgelig fejres - og da den største gave, man kan give Klaus, er fred og ro sammen med musikerne i et veludstyret studie, så blev det vedtaget at fejre ham på denne måde.

Repertoiret skulle give et fyldestgørende billede af, hvad Klaus & Servants i dag står for, når der er tale om dansksproget pop musik.

Efterhånden som de forskellige sange tog form, blev der udsendt radiosingler som en optakt til albummet - selvfølgelig medførte det den ulempe, at hvis en sang blev et hit, så kunne den ikke fås i butikkerne. Dette viste sig at blive et luksus problem.

Det har været en rigtig god oplevelse for bandet at have haft et par år til at indspille og færdiggøre albummet. Det har gjort, at der er blevet en behagelig variation rent stilmæssigt.

Man kan fornemme energien fra nogle af de store succes'er, orkestret har haft på live fronten. Ildfesten ved den store Regatta i Silkeborg - Bork Havnefestival - koncerterne på Grønland - live koncerten ved Slotssøen direkte i TV med mere end 1000 paraplyer, der holdt på det gode humør trods skybruddet, etc. etc.

Den nye CD bliver TV reklameret, og Danmarks ældste BoyBand glæder sig til med PopJubilar'n i spidsen at præsentere de nye sange live til engagementerne rundt op i landet.

Se også de øvrige pressetekster!